Lapinettes blog

Lapinettes blog

Lykke

november 2011Posted by Nette Sat, October 20, 2012 20:43:21

Dejlige dage pt. Pragfuldt efterårsvejr, smukke farver alle vegne og tid til hundene, mig selv og hus/have.

Jeg synes jeg har haft travlt her i oktober - dagene er fløjet af sted. Mange aftaler, nye hold slået op i Vores Hundeskole, og afslutning på de eksisterende. Nu har jeg haft 2 dage uden aftaler overhovedet, og har nydt det stort!!

Hvalpekassen er blevet malet i dag - sikkert ikke vildt nødvendigt, men der er nærmest noget rituelt ved at vaske af, male og gøre klar.

Donna går i 7. uge på mandag, og man kan tydeligt se hendes store mave nu. Hun blomstrer og stråler. Hun elsker at være drægtig - og at være mor, og kommer gerne hen for at vise maven helt uopfordret. Så sidder hun og skraber med en på poten - " Heyyy Basse" siger jeg så - og så lægger hun sig ned og om på ryggen, og forventer at blive nusset på maven. Hun er absolut uimodståelig smiley

Jeannette var lige forbi for et par dage siden, og vi er rørende enige om, at Donna er lige så tyk, som hun var sidst - da hun stadig havde 8 hvalpe i maven. Lige pludselig blev hun så tynd igen sidst - og de 4 var gået til, men det tidspunkt har vi passeret nu, og som sagt stor-trives hun. Hendes mave fungerer upåklageligt, og hun stråler af velvære.

Det er SÅ spændende!! Uhhh, jeg glæder mig til at se hvem, hun gemmer på derinde!!

I morgen er der rally-kursus herude på "vores hundeskole" - og næste weekend går det i gang igen med nye hold. Det arbejde elsker jeg også - og flere og flere finder vej hertil.

Men ellers står den på efterårs-sysler. De sidste dahlier blev gravet op i dag, fliserne renset for sidste gang ( og fejet ), og så spindes der garn, strikkes handsker - og gåes lange, lange gode ture i det smukke vejr.

Det er da lykke!!!!

Casey venter henne i sofaen - hun synes jeg skal komme hen, så hun kan ligge i arm - og så skal vi se film!

God weekend derude!

Travle dage

november 2011Posted by Nette Mon, October 15, 2012 21:44:44
En heftig weekend er lige løbet af stablen. Lørdag fri ved fod kursus med 7 glade deltagere ( 1 afbud, grundet sygdom ) og i går afsluttende prøver på hele 4 hold.

Ialt 11 timers "arbejde" - og dette i stærk blæst lørdag, og pis-øs-regnvejr søndag.

Hårdt, men utroligt tilfredsstillende! Det er nogle gode hold, og de knokler! Mange nye vil være klar til off. prøver i det tidlige forår! Rigtigt mange udtalte også, at det var deres mål. Fedt, manner!!!

Det er SJOVT, når der arbejdes så seriøst.

Havde en ekstra bonus i form af en deltager på fri ved fod kurset - nemlig "lille" Freja, som gik på hvalpehold herude. Freja er en collie, og hendes mor halvsøster til mine 2 hvalpe fra sidste kuld. Hun har været så grueligt meget igennem, da en ekstrem idiot af en cykelrytter valgte at køre lige over hende på en ellers tom vej - fremfor udenom. Benet sat sammen med skruer, tænder slået ud...........på en ca. 4 mdr. gammel hvalp. Man bliver SÅ harm!!!

Dejligt at se hun er fit nu, med masser af energi, livsglæde og partyhumør! Hun minder om Summer og Smilla - jeg kunne genkende rigtigt mange fællestræk. F.eks at smutte fra føreren, for bare at tæske rundt i store runder i en fest-rus :o))) Den livsglæde er jeg ret vild med!! Freja kunne til gengæld også kende mig - sikke mange nyssere og krammere jeg fik - nårrrh !!!

Herhjemme ligger der diverse hvalpebøger slået op og jeg render og nusser Donna på maven mange gange i løbet af en dag. Man kan sagtens se hun er drægtig nu. Hun har fået sådan en fin runding nederst på maven. Hun er i 6. uge nu.....

Hun har det rigtig fint - kvalmen er væk, og til gengæld er hun vældig sulten. Hun er også MEGET kælen - mange gange på en dag sidder hun og skraber på mig med poten og vil bare nusses. Åhhh - der er bare noget helt særligt over sådan en drægtig tæve.

Hun tager sig også nogle ordentlig graveture hver dag - så får dørmåtten den helt store tur. Det gjorde hun også, da hun var drægtig sidst - gravede virkelig meget.

Jeg glæder mig SÅ meget. Uhhh, hvor er det spændende.

Jeg får ikke trænet så meget pt - i stedet går vi lange ture i skov og på strand. Jeg elsker denne årstid og lange vandreture er bare det bedste!! Hundene nyder det også - og også at de kan gå løse på nogle af strandene og rigtigt få rørt sig.

Agility med Chico passes dog - og sidst sagde træner Lone at han bestemt rykkede!!

Det gør han også - og det gør jeg vidst også. Agility er jo noget helt andet, end jeg har prøvet tidligere, og det handler utroligt meget om de bitte signaler man får sendt med kroppen. Faktisk tror jeg man kan lære rigtigt meget også om LP ud fra dette. Det er brøkdele af sekunder det handler om - et blik den forkerte vej, et ben der vender lidt forkert....................bum, hunden render udenom eller nupper et forkert spring.

Cloie og Jeannette er sindssygt gode. De har virkelig fat i det nu - og der er knald på. Glæder mig til at se dem til nogle prøver i 2013!!

Lapinette-dag

november 2011Posted by Nette Sun, October 07, 2012 23:59:38

I går havde vi så efterårets traditionelle Lapinette-dag. De to første kuld her i huset er født i oktober ( i morgen har MORS Donna + søskende fødselsdag smiley), og så er det blevet en tradition at lave noget hyggeligt.

Vi var lidt ramt af sygdom - det er lige højsæson for den slags pt, men der deltog 8 lapinetter - det er næsten 50 % af hvalpene af huset. Det er super godt.

Vi startede herhjemme - kl. 10.00 - med kaffe, kage og hunde som kunne tonse lidt af. Derefter stod der soignering på programmet, hvor værktøjskassen først blev gennemgået, og så var der lidt demo - og så i gang. Der var god tid til at få snakket om forskellige teknikkker og den "sidste finish" m.m. Halvvejs smed jeg 2 franskbrød i ovnen, som havde stået til hævning - og det passede fint med at da hundene var blevet flotte - så var der frokost.

De "små" røg i bilerne - de havde også tonset rundt og leget en del, så godt at spare lidt på energien til den gåtur der stod på programmet lidt senere.

Så var der hygge - og min flok var lykkelig - for nu fik DE jo gæster :o))) Man skal ikke sætte sig på gulvet her i huset - så er man lynhurtigt fanget ind :o))

Jeg var utrolig imponeret faktisk. Der var vild leg i haven af de besøgende, og faktisk kendte hannerne stort set ikke hinanden. Rammstein og Bassie har været sammen på en eneste gåtur - og Rammstein og brormand Chico ditto - siden de flyttede hjemmefra.

3 unge hanner - den ene bor her, den anden har lige været her og parre - og alle 3 MEGET glade for damer. Særligt Smilla, som altid "dufter" godt, synes hannerne. Alligevel var der ikke det mindste ballade med hannerne - de løb rundt og legede med de to D piger - og havde det bare hyggeligt. Jeg havde nok forventet lidt løftede overlæber eller lign. - der var INTET!!

Her fra venstre - Summer, Smilla, Rammstein og Bassie bagest.

Derefter gåtur i Pinseskoven, som er en del af Amager Fælled. Amager Fælled er jo 20 kvadrat-km stor - så det er lige med at vælge, hvilken del man vil gå tur på. Pinseskoven er en ren birke-skov, og det føles lidt som at være i Sverige faktisk...........super smuk natur.

Der var også et væld af birke-rørhatte derude - så må nok lige forbi her i starten af ugen og plukke nogen.

Da vi havde gået 10 minutter, væltede regnen pludselig ned.............ih altså!! Nå, men det hører jo årstiden til, men gruppebilledet blev en lidt våd omgang :o)) Det ses på forsiden.

Super hyggelig dag, og jeg elsker bare at se mine hvalpe, se hvordan de udvikler sig - og topnyder selskabet med ejerne!! Jeg lægger billeder ind under "galleriet" lige om lidt.

Der var flere tilmeldt, som måtte melde pas pga sygdom, og lige om lidt kommer der flere hvalpe - så vi er ved at være nogle stykker. Jeg har haft hjernen i blød omkring næste år. Jeg ved Trixie og familie også gerne vil være med fra Norge ( men var forhindret i går, da de har huset fuldt af hunde pt. ;o) ).

Så næste års Lapinettedage ( i foråret ) er nu på tegnebrædtet. En af hvalpene skal til Jylland og bo og være træningshund hos meget aktiv DCH-træner - og hun vil også gerne være med, så der skal være noget "kød" på, når folk kommer langvejs fra.

Så der er hyret instruktør fra Sverige - så skal vi bl.a ud og træne noget "bruks" træning :o) Dato kommer inden for længe, så der kan sættes kryds i god tid.

Donna er drægtig med stort D nu. Uha - vi har lige nogen "kvalmedage" her, og man kan allerede mærke maven er øget i omfang op ad siderne. Jeg er SÅ skruk - uhhh, jeg glæder mig!!!!

Hvalpe

november 2011Posted by Nette Thu, October 04, 2012 22:03:47

Sikke en fantastisk dag, det har været i dag. Størst er det selvfølgelig, at det nu er bekræftet ved dyrlæge Hans Jørgen, at Donna er drægtig. Han mærkede fine, små bobler - så nu starter den rigtige søde ventetid. Tiden indtil vished, synes jeg er knap så spændende - men når man ved, der er hvalpe er det SÅ hyggeligt at gå og dagdrømme, forkæle mor hund og hygge sig med tanken.

Jeg glæder mig sådan til det kuld - jeg har glædet mig siden Bassie blev født, og det efterhånden gik op for mig, han mere end levede op til forventningerne om kommende avlshan her i huset.

De to linier i huset mødes - SÅ spændende.

Synes jeg lærer så meget hele tiden - også ved at se hhv Honey/ Donna og Andreas hvalpe vokse op. De to linier har virkelig hver "deres". Honey, Donna og Donnas hvalpe også, er meget førerfikserede - ELSKER at samarbejde. Det er ikke tilfældigt Donnas døtre allerede så tidligt klarer hhv LP1 og rally begynder så fint.

Andreas hvalpe med svenske arbejds-fædre har helt andre styrker. De er MEGET selvstændige - og det er jo klart. De er gennem generationer avlet til at rundere og gå spor på meget højt niveau. Det kræver selvstændige, stærke hunde. DET er de - og de elsker fart og gang i den. Andrea er i øvrigt også den af mine hunde, der har klaret sig bedst på runderingskurser m.m. - fuld fart frem. Hun er en sej lille hund!!

Donnas døtre med Patrick er der så også en del gang i. De er vildt sociale - elsker andre hunde, mennesker og party. Så sent som i mandags til træning, smuttede Smilla fra mor Birgitte for kun at knokle rundt i store runder på pladsen og bare give den gas i en glædes-rus. Hæ - det husker jeg halvsøster Baby også kunne finde på i den alder ( der trænede jeg sammen med hende og far Erik ).

Men de er generelt mere tændte på LP, rally - og ikke mindst lineføring/fri ved fod, end C´erne. C´erne vil bare gerne ud og løbe - alt med fart, tænder de på :o) At se Cloie løbe agility er fantastisk. " Det er jo som en border collie" har jeg hørt flere sige. Og ja - det er dælme knald på!

Casey er super sej til feltet, udlagte apporter, indkald med stå og lign. øvelser på afstand - og med fart. Det har jeg nærmest ikke behøvet at træne - hun kan bare, og ELSKER det. Jeg har aldrig haft probs. med hun rejste sig i dæk eller lign. - hun er som sagt selvstændig, og helt ligeglad med at ligge alene :o) Til gengæld har det virkelig krævet meget af mig, at få hende til at gå en ordentligt fri ved fod. Lykkedes først rigtigt, da jeg fandt ud af at belønne med jagt, og det arbejde er vi stadig ikke færdige med. Men jeg mener helt klart, og når man får al den energi rettet hen hvor man vil - så er det super arbejds-hunde!!

Bassie ligner Casey en del - fædrene er også fætre, men han er dog mere førerorienteret. Elsker også det tætte samarbejde - hvilket hans far også gjorde. Men at sende ham ud og søge på en rundering - det tænder han også totalt på.

Det bliver SÅ spændende at se hvordan det bliver når de to linier nu mødes. Jeg er syg efter at beholde en lille pige, men nu er Chico flyttet hjem i stedet, og alle pladser booked op :o) Der er også mange års træning i Donna og Casey stadig, så sikkert meget godt at ikke sprede sig for meget.

Kiggger man sundhed og mentalitet komplementere de også hinanden super.

Spændende, spændende...............jeg glæder mig sådan!!

Det giver også en god energi, at der er noget at glæde sig til. Jeg har virkelig fået knoklet i dag. Skuret gulve, ryddet op, ordnet vasketøj - været i skoven med Casey og Chico, for at tjekke status på svampe. Det er lige det tidligste, men jeg fik 5 flotte birke-rørhatte med hjem. Nogle unge nogen - pæne, flotte og uden spor af snegle eller lign. 5 rørhatte er dog næsten et helt måltid i sig selv - de er en del større end f.eks champignoner :o) Tror jeg skal rundet plukkestedet hver 3.-4. dag fra nu af - så er der nok kontinuerlige forsyninger. De brunstokkede rørhatte var der ikke endnu - men de er nok også på trapperne. Sjovt nok de eneste svampe ( altså rørhattene ) som min søn gider spise. Han elsker dem - men hader champignoner. Mystisk barn!!

I morgen skal der laves ventilation her i huset - der var en tendens til duggede ruder sidste vinter, og nu har Jeannette luret, hvad skal til - så det er projektet i morgen. Derudover kage-bagning osv - for lørdag er der ryk ind af Lapinetter - endnu en ting at glæde sig til!!

Herlig dag!!

Efterår

november 2011Posted by Nette Wed, October 03, 2012 23:26:45

Efteråret er i fuld gang - og dermed også alle de ting der hører med! På positivlisten er :

1. tomme strande = løse hunde, der giver den gas

2. ukrudt + græsplæne stopper med at gro

3. Smukt, smukt vejr og natur

Muligvis nogle flere ting, der ikke kan ses lige nu, grundet negativ-listen:

1. Forkølelse

2. Feber og influenza

3. mudder - inde i huset - over alt, hvor hundene færdes.

Jah -æv, jeg har vist reddet mig en omgang sygdom. Håber det "bare" er forkølelse og ikke værre end som så. Dr. Nielsen er en sand ven i nødden - det hjælper ikke en hat, men man glemmer man er syg efter nogle stk.

Det som fylder allermest lige nu, er hvorvidt Donna er drægtig eller ej. Det afklares i morgen............uhh, jeg er spændt. Hun virker som om hun er drægtig, men hvor er det dog rart at vide, fremfor tro! Jeg er IKKE god til ventetid!

Søster Sweety er blevet steriliseret, efter en gang livmoderbetændelse i august. Det er forløbet helt planmæssigt og stingene blev taget her i weekenden.

På lørdag er der "Lapinette-dag", hvor hverdags-soignering gennemgåes fra A-Z. Der skal børstes vovser til den store guldmedalje! Det er så før frokost - efter frokost skal vi ud på gåtur i Pinseskoven, som er super smuk pt. Ihhh, jeg glæder mig - alle kuldene er repræsenterede + kommende hvalpekøbere joiner også.

Rammstein aka Rammse-Bamse aka Den sorte Bandit træner jo i Beredskabet nu. Det går super duper - herligt at følge. Det er jo en del andre ting, der trænes der en alm. lydighed - f.eks skal de jo lære at gå på stiger. Går super :

Hov - en ting efteråret også byder på er vist aktive pindsvin. Det vrimler i al fald med dem pt - og i går var der også et, der havde forvildet sig ind i haven. Sikke en fest..........hundene syntes det var SÅ fedt. Vov, vov, vov - og øjne og ører på stilke. De har så gjort sig den erfaring, at de stikker - så det hele foregår 1-2 meter fra det lille dyr, der har rullet sig helt sammen.

Akkeja - små hjerner, små glæder.

Mozart var forbi til vask i går............her sidder han med søster Donna :

Om 4 dage bliver han + søster ( og resten af kuldet ) 5 år. Om jeg fatter der er gået 5 år allerede - de er jo fløjet af sted!!

Landskonkurrence.....

november 2011Posted by Nette Sat, September 29, 2012 22:39:03

3. week-end i træk - på de grønne baner. Årets mål er nået - som er 4 titler til flokken. Hvilke det bliver, kan der så ændes på løbet af året - har tidligere oplevet sygdom m.m. har medført ændrede planer, så det er rart ikke at definere det nærmere end som så :o)

Men det er et gennemsnit, som er holdt nu gennem en del år. Casey står for de 3 i år - Andrea for 1.

I dag var der Landskonkurrence - som er den 3. jeg har været med til. Det er DSS ( De Sararbejdende Specialklubber ) som står for dette - og konkret var det beagleklubben i år. Prøverne er åbne for alle racer, men racerne fra de konkrete specialklubber har så konkurrence kørende oven i - og derudover også racerne indbyrdes.

Donna var tiltænkte at skulle være med i dag, men hun blev jo parret for nu knap 3 uger siden, og jeg er vældig sikker på hun er drægtig. Det bliver selvfølgelig tjekket hos dyrlæge inden så længe - men hele hendes adfærd er ændret ( som sidst ), og dievorterne er nu jævnligt ildrøde i spidsen. Så Casey var alene på skansen i dag ( i LP2 ), og er ikke trænet i 3 uger, da hun har været i løbetid og simpelthen SÅ fjollet og uden for rækkevidde. Trods hendes BRGPR titel sidste week-end, var hun ikke sig selv at have med "i byen".

I dag havde jeg Dr. Jekyll med - Dr. Hyde er vist flyttet for nu! Hjernen var i hvert fald vendt tilbage - sikke en fornøjelse!

Hendes fri ved fod var super duper, og hele prøven fortsatte i den ånd. Super arbejdende lille blå tøs. YES!

Casey blev 2. Landsvinder ( og 2. DKK vinder ) og bedste collie på dagen i LP2. Det udløste en regn af gaver og rosetter. Ganske overvældende.

Derudover blev hun også meldt til rally øvede - og fik den pind hun manglede, for RØM titel - og blev 2. vinder. Endnu en roset, og foderpræmier. Sikke et læs vi havde med hjem!

Det er så også 3. gang vi har pokalen med hjem for bedste collie i LP2.......den bliver pudset og gjort klar, og så ryger den bare hjem på hylden igen :o) MEN - lidt heldig er jeg, for det stod mig pludselig klart for et par dage siden......ak og ve, den "scrapbog" der følger med - hvor man skal skrive lidt om sin hund og sætte billede i - det havde jeg glemt!! Og min printer driller - så intet billede at sætte i (?) What to do..? Jah, ikke så meget, så heldigt nu med en ny chance for at få lavet Donnas side :o)

En rigtig dejlig dag med gode resultater, hyggeligt samvær - og masser af frisk luft :o) Jeg havde ildrøde kinder hjemme igen, og de er faktisk solskoldede. Indkøbte pizza og lørdags-guf sammen med sønneke og så stod den på Sherlock Holmes på TV ( den RIGTIGE aka Jeremy Brett ) i mors seng med slik og X antal hunde. Har lånt alle afsnittene på biblioteket og det er TOP-hygge at dykke ned i dem, som jeg husker fra min barndom. The one and only Sherlock!! Dagens hund - Casey - har mast sig ind på nederste hylde i mit klædeskab og så er der vist lukket og slukket for i dag ( og dertil en masse hundehår på mine strømper..........men sårn er det ).

I morgen står den på hundetræning i Vores Hundeskole, og jeg fik en sms om, at der var gaver til mig (???). Jah, så kunne jeg godt have brugt Sherlock - jeg bliver SÅ nysgerrig!! Verdens bedste kursister.........der er stort set gaver hver gang :o) Vindruer fra drivhuset f.eks - chokoladekage en anden gang - og en yndig sølvfarvet collie-figur, indkøbt på loppemarker, for jeg skulle da have en rigtig "Silver" i stedet for den i helstr. jeg har rendende rundt her ( det er så min udlægning ;o) ).

Casey får fri i morgen, og vi er godt i gang med LP3 træningen.........så nu skal hun ikke mere i år, andet end træne videre med den. Dejligt afslutning på sæson 2012.

Prøve hos DCK

november 2011Posted by Nette Sun, September 23, 2012 09:13:40

Så nåede jeg til kaffen.........Wow, det har været nogle hårde dage!!

Der er udpræget tendens til tingene ofte falder sammen herhjemme. Således denne gang parring af Donna, 2 * løbske tæver derudover, MEGET viril hanhund, arrangering af prøve for ca. 85 hunde - og selv skulle op.

2 løbske tæver og forelsket hanhund er i sig selv belastende ;o)

Så kaffen her til morgen indtages med piv, piv, piv om ørerne, fra en forelsket Chico, der ikke forstår han skal være i stuen med kedelige mig - når nu Andrea og Casey er UDENFOR. Tarveligt!!!!

Mht prøven, var der helt klart mange ting, der var nemmere denne gang, fordi vi nu har prøvet det en gang før. Noget erfaring at trække på. Til gengæld var der ca. 5 gange så mange ting, at ordne i sidste øjeblik - hunde, der skulle flytte klasse, afbud, folk der ikke kunne finde PM i mailen fra hundeweb osv. Og sådan er det - det hører med. Men de sidste dage op til prøven, blev der arbejdet på højtryk!

Nåh ja - så vred jeg også lige om på en fod mandag, og har brugt ugen på at humpe rundt - super god timing :o) Grundet parringen af Donna, har jeg aflyst kiropraktor-tider og ikke passet det - og det betød ryggen gik ned igen fredag.

Så mao - så blev der godt nok arbejdet på trods af omstændighederne!!!

MEN - så er det jo dejligt det hele gik godt alligevel.

Birgitte og jeg havde generalprøve torsdag, hvor vi løb vore programmer igennem. Smilla gik rigtig flot - men satte sig i stå efter 10 sek. - aldrig gjort før, så vi lagde lige en plan for hvad skulle gøres fredag. Resten var super!

Casey gik super - fantastisk fri ved fod - jamen, alt klappede simpelthen! Dæk med fører i skjul stoppede jeg efter 1 minut - for der er vi nået til træningsmæssigt :o))) Jeg ville ikke risikere at hun fik et billede af at sætte sig op eller lign. - så livrem og seler.

God mavefornemmelse - så må det gå, som det kan. Har man forberedt sig max, så er det bare at give slip og tage det som det kommer.

Vi lagde så også lige en strategi også med Ellyn, for når pigerne skulle op, skulle alle de andre være HELT væk. De 2 tøser er nogle selskabspapegøjer - det så man også i går. Vil helst hoppe op af alle og hilse på alt de passerer. Det er GODT, men kan gøre det svært. Og de er begge helt syge for at hilse på mig - også selv om jeg ser dem for 5. gang på 3 minutter - og opfanger de hinanden, kan man godt droppe alt!

Så jeg stod langt væk og så Birgitte og Smilla, som skulle op næsten sidst på dagen. Det er MEGET værre end selv skulle op. "Min" hvalp........og de træner hos mig, og har altid gjort det............og man kan INTET gøre. Bare stå og kigge på. Lysten er stor til at stå på sidelinien og give gode råd!!

Men hvor de klarede det flot. Jeg så en flot lineføring, med høj hale og super fokus. Jeg bed i neglene i "ståen" - men hun stod som et søm. Stillingsskift har hun misset til de to uoff. prøver vi har haft herude - så der har fokus været den sidste tid - og det gik flot!! Næseprøven blev hentet med stor sikkerhed - og hun lå som et søm i dæk. "På", "fokuseret" - og Birgitte som aldrig har prøvet det før, og Smilla er første træningshund - hun lignede bare en million!!!!

Birgitte sagde inden - " uha, hvis det går godt, så tror jeg at jeg bliver totalt bidt af det". Hæ.........:o)))) Tror sørmesen vi har et nyt super par i dansk lydighed :o)))

Ellyn og Summer skulle op lige da Birgitte var færdig, så det var noget med at tæske ned i den anden ende, dels for at møde Birgtte - men også komme væk fra Summer.

Fuldstændig samme billede - høj hale, dybt fokuseret og bare flot at se på!!! Var jeg også spændt på - men dog ret sikker på de nok skulle komme igennem. Det gjorde de også - 94 points, og 5. vinder. SÅ flot.........

Jeg er simpelthen så stolt. De er kun 13 ½ måneder...........Mor Donna var 16 mdr. da hun debuterede..........i rally, og 18 mdr i LP. Det er SÅ sejt gået........og jeg er imponeret af jeres ildhu.

Det er sådan et "fedt" arbejdsmiljø vi har herude på vores lille hundeskole også - hvor begge pigerne går. Der bliver virkelig knoklet, folk bruger hinanden - og der er virkelig en passion omkring det! SÅ dejligt at være en del af!

Ollie fra LP2 holdet var også oppe - han debuterede i LP2, efter at få sin LP1 i Lyngby. Mor Rikke har aldrig trænet hund før, han er 2 år - og dertil en lidt forsigtig hund, så i starten handlede meget træning om, han skulle lære at andre hunde ALDRIG kom tæt på!! Strenge ordrer fra mig..........for at han skulle kunne arbejde, måtte han være tryg. Det er lykkedes i et omfang, så han allerede nu var klar til LP2.

Rikke har den sidste uge klaget over der er tæver i løb ( uhh, man kendet det ;o) ) omkring sig - han spiser ikke, og er ved siden af sig selv. Alligevel lavede de en rigtig flot prøve, hvor de fik en flot 2. præmie - med 0 i felt ( han løb halvvejs ud og kom ikke længere ). Feltet er relativt ny for ham - og han tager den til træning - men en prøve er øget kriterie, så det arbejder vi bare videre på. Jeg synes Rikkes prøve i går var en kæmpe sejr. SÅ flot!!

Casey var i går på 12. dagen i sin løbetid og mere hot end nogensinde. Sad og kiggede på hende fredag aften og tænkte...........det går aldrig. Hun stod stort set non stop 2 timer med halen til side :o(((

Havde meldt hende til rally øvede og brugsprøven :o)))))))))) Hahaha..........edderdyleme dårlig timing :o)))))))))

Rally gik da heller ikke - hjernen var ikke med. Hun var svær at få ordentlig kontakt med, men vi fik da hutlet os igennem, indtil hun fik øje på springet ( som hun lige havde taget rigtigt ) - og så stak hun da lige af og tog det igen!!!!!!!!! KRÆ!!!!!! Efter hun havde taget det, gik hun resten af banen rigtig pænt.

Nå - men sådan er det. Nu ved jeg hun arbejder elendigt under højløb, så fremover bliver hun meldt fra, hvis det skulle ramle sammen.

Tænkte - at den brugsprøve måtte vi heller melde fra, og havde egentlig besluttet det, men flere sagde.............prøv det da!! Nåh ja...........så kunne jeg da tage det som træning i at komme den igennem og få overblik.

Hendes fri ved fod var elendig - hendes opmærksomhed var helt andetsteds - bare på turen ned til ringen, var hun ved at trække mig af sted, fordi hun så et par hanhunde på afstand. Hun blev ved med i fri ved fod - men hun gad ikke. Nu har vi ellers fået den så god..........hun gik fantastisk torsdag og sidst hos Johanna væltede roserne ned - men den går åbenbart "ned", når hun ikke er helt sig selv.

Men resten af programmet gik faktisk fint...........Vi fik adskillige 10-taller, og de LP3 øvelser som indgår var næsten dem, som gik bedst. Fælles-sit gav 10 - og dæk med fører i skjul gik super de 2 minutter - hun lå som et søm. Vi har aldrig trænet 2 minutter - så flot hun blev liggende. Feltet var der heller ingen tvivl om, bortset fra hun kom lidt for langt, og lå på bag-stregen. Spring-apport gav 0 - hun låb udenom tilbage. Det plejer hun ikke - men det var første øvelse efter vores elendige fri ved fod, og hendes hjerne var stadig ikke kommet tilbage der. Hun knald-apporterede også. Derefter kom hjernen så................sjovt nok. Det samme i rally...........startede skidt, men blev så hurtigt godt efter dumme fejl.

Noget af årsagen til dette, skal måske også findes i vi ikke kunne varme op på pladsen, da hun jo er i løbetid. Har altid vidst hun har brug for at være der i god tid og lige "stresse ned" inden vi går i ringen - det havde vi ikke mulighed for i går.

Hun var bedøvende ligeglad med skud. Sad afslappet i plads ved mig - havde fin kontakt. Da der der blev skudt første gang, kiggede hun lige på Helle skytte 2 sek - men kiggede op igen. Ved 2. skud holdte hun kontakten med mig. Kyskold............og fik 10.

Så hun fik sin titel - 2½ points fra en 1. præmie, med 0 i spring-apport, på den uheldigst valgte dag i år :o)) Det må jeg vist være rigtig glad for!!( og det er jeg).

Så en super dag på alle planer!!! Nu står den på trænin her i hundeskolen om lidt - og så vil jeg sætte mig i aften og plotte resultaterne på hundeweb. Så er der sat flueben ved DCKs prøve d. 22.09.2012 !!!


Rallyprøve hos SHS

november 2011Posted by Nette Sun, September 16, 2012 21:59:01

Det er blevet en vane..........at gå til prøver hos SHS. Egentlig ikke noget jeg har tænkt så meget over, men kan se dagens roset, er den 3. jeg har fået med hjem på SHS - prøver, og da jeg så tænkte efter, har jeg vist været til de fleste!!!

Man er vel vanemenneske ? Ligesom sheltie-klubbens julerally - der er jeg også altid med.

I dag var der rallyprøver hos SHS - og først meldte jeg Casey til. Efter lidt tænkeri, blev Andrea også meldt til. Jah - og så tog jeg et vildt skridt og meldte Chico til. Mest fordi, så ved jeg at jeg får trænet!

Han er jo vældig utrænet - han flyttede ind her for nu 2½ måned siden, og er ikke trænet inden da overhovedet. Jeg begyndte også først efter lidt tid - og det var virkelig "back til basic". Klikke for at holde kontakt 1 sekund, 2, sekunder..............osv.

For 3 uger siden startede vi så på et rallyhold - mest for at træne forstyrrelser, for man er vel en ung hanhund = vil meget gerne opsøge andre hunde og især da tæver!!!

Det er gået over al forventning..........men akke ak..........så kom Donna i løb 2 mdr. tidligere end beregnet. Så flyttede Bassie ind, og 1 døgn efter flyttede Chicos hjerne ud :o)

Donna er ikke længere HOT, men eftersom Andrea og Casey startede 1 uges tid efter Donna, så er de mega hotte lige nu. Uha........Selv om Bassie er flyttet ud, har jeg stadig ikke set skyggen af Chicos hjerne....... :o)))

Andrea og Casey er i øvrigt heller ikke højt kørende med ram pt.!!

Nå - men tænkte at trods 3 umuliusser, så kunne jeg måske være heldig at få bare 1 pind med hjem. Var ret sikker på Casey nok skulle komme igennem, i al fald.

Da jeg mødte op i morges, gik jeg lige en lille tur med Chico og trænede lidt kontakt. Helt umuligt............han var totalt fokuseret på alle de spændende hunde alle vegne, og ja..........det har han jo heller aldrig set før!!

Afleverede Casey og Andreas bøger - men tog Chicos med igen, og sagde at jeg nok meldte ham fra. Han var simpelthen FOR blød i bolden. Han kan jo ikke gøre for det........hormonerne raser, men jeg ved jeg bliver sk.... irriteret over det, og den konflikt er der jo ingen grund til at tage over en enkelt rallyprøve.

Så kom tøserne ind, og gik faktisk ganske udemærket, trods deres hormoner også raser pt. Resultaterne kan ses under "news".

Så var der pause...........og så stod jeg og tænkte, at jeg garanteret ville fortryde, hvis ikke jeg trods alt bare prøvede med Chico. Det værste der kan ske, er at man bliver til grin, og det kan jeg godt leve med.

Så ud med ham - og for at han ikke skulle stene på omgivelserne, hev jeg hans elskede bold med. Så legede vi............vildt og blodigt. Så ser han intet andet end den bold. Hev den så væk, sagde "plads" - hvilket han skyndte sig at gøre............og så bold igen. Han elsker godbidder, men de er ikke gode nok til at fjerne fokus fra dejlige hunde-damer. Det kan bolden til gengæld.

Såeh - det endte faktisk med han gik en ok ½ bane, så hørte han Summer smågjæffe, og "BLIM" så røg hjernen. Han elsker Summer - hun har lige boet her, og de har tumlet non stop. Nu hørte han hende..........og det var nogle lange sekunder til jeg fik jodlet ham tilbage til virkeligheden. Tror aldrig jeg har knoklet sådan til en prøve................men det gik. Han fik sin pind :o))) Smukt var det dog ikke...........så der er meget at arbejde med. Men lærerigt var det.........han går til mellem 95/ 100 til træning. På udebane ryger han så ned på ( i dag ) 77. Der skal virkelig arbejdes med forstyrrelser!

Må dog sige at jeg ikke har de vilde ambitioner på hans vegne. Han kan blive hammer-god, men jeg har Casey og Donna, som jeg er godt i gang med. Det er dog vigtigt han får brugt hjernen på noget fornuftigt. Der ligger fokus ift ham.

Summer og Ellyn havde en rigtig flot debut, hvor det en stor del af tiden så super top-proff ud. Summer lod sig aflede lidt af alle tisse-søerne på banen ( note til næste week-end - præmieuddeling mellem klasserne sker UDENFOR ringen, for hold da fast de kære hanhunde får tisset igennem, mens førerne venter på deres præmie ). Jeg havde sat mig 30 m fra den ene langside BAG andre hunde/ førere, men da Summer nåede til den røg næsen i vejret og hun vejrede. Jeg dukkede mig, men havde fornemmelse af hun kiggede lige på mig. Æjs, et kræ.............vi havde LIGE hygget og snakket, så ingen grund til at finde mig, men det gjorde hun. Der kom Ellyn på arbejde for at få fokus igen, og det betød også hun fik knaldet et par øvelser ind fra "øvede klassen", hvilket er meget flot, men lidt dyrt ;o) Alligevel bestod de - og det var en superflot debut med en meget ung hundepige - 13½ måneder. Kæmpe til lykke!!!

Dejligt dag, pragtfuldt vejr, flotte præmier og masser af hygge. Super!!

Rigtig flot kontakt herunder ( Ellyn/Summer )............hvilket der var flere passager med. Summer går simpelthen så tæt - nærmest helt sidelæns til tider for at gå korrekt. Hun har den mest fantastiske bagpartskontrol - super flot!!

« PreviousNext »