Lapinettes blog

Lapinettes blog

Vild weekend

November 2012Posted by Nette Sat, May 07, 2016 21:54:01
Den her weekend har været vild - og den er ikke engang ovre endnu. Der venter flere sjove ting i morgen :)

Nu har det også været en lidt lang weekend - startede i praksis vel torsdag.

Fanny og jeg var til træning om aftenen hos Johanna. Fanny er dygtig - og kan det hele, men tempoet er ikke noget at råbe hurra for. Fri ved fod er hun på i - men alt der skal løbes til ligner et plejehjem på udflugt ift hvad hun plejer. Dvs fremsendelse, rundt om genstand osv.

Hun kom i løb 20. marts - så lige nu er det ca. 3 uger siden det stoppede, og nu tror Fannys krop den skal have hvalpe. Efter løbetids-fniller. Ohhh, det er altså ulempen ved at have tæver.

Donna var også påvirket som yngre - og det gik først over da hun havde fået hvalpe sådan rigtigt. Eller også var det alderen...........men dvs hun var 3½ år før den adfærd aftog ifm løbetid. Flere af hendes 1. præmier i LP3 har hun siden taget lige inden, under og lige efter løb - uden problemer. Så der er lys for enden af tunnellen.

Men jeg indrømmer blankt det er frustrerende. OP til og under løb var Fanny en stjerne. KÆFT, hun arbejdede godt - med flot tempo og intensitet. Jeg jodlede rundt over min dygtige hund. BUM KLASK - så rammer man jorden igen. Lige inden der er prøver i farvandet - IKKE godt for selvtilliden.

Jeg overvejer hvad jeg skal gøre. Trække hende på forhånd eller tage det som en øvelse i at dumme sig offentligt :D

Måske jeg også er unfair - for hun laver også mange flotte ting. Men når hun plejer at galopere ud i et felt - er det altså træls at se på trav. Men dermed - ved at det påvirker mig - strammer jeg allerede kriteriet ift forrige hunde. Oh - både med Gimli, Honey og Donna var jeg happy bare de ramte feltet :D :D

INGEN tvivl om jeg er blevet meget mere pedantisk, og der skal mere til at gøre mig glad for alvor. Det er måske faktisk lidt et skidt udgangspunkt (?) Jeg belønner selvfølgelig, jodler, og kaster med legetøj - men de jo mestre i at mærke, hvordan vi har det indeni :D

Jeg tænker meget over det pt - hvordan man kan forstærke hinanden på ubevidst plan og bygge hhb op/pille ned.

Jeg ER unfair også. For hun lavede mange fine ting til træningen - og konkret vandt hun ugens challenge med stort set perfekt øvelse.

Fredag havde vi vilde planer. Den stod på collie-crawling i Sverige. Fanny var med og resten blev hjemme. Først besøg på kennel, med fantastisk dejlig frokost og stor gæstfrihed i idylliske omgivelser. Der fik jeg nusset og klappet en dejlig collie-pige, som helt klart syntes jeg var en rigtig dejlig ven at få. Hun har fin MH ( mentalbeskrivelse ), men det er der mange der har, som faktisk kan have kedeligt temperament irl. Så man må simpelthen ud og klø dem bag ørerne og se dem lidt i øjnene.

Hun var dejlig - så når hun nu føder om 1 uge, håber jeg meget på der kommer en hanhvalp, som jeg kan hente til DK. Som kan indgå i avlsarbejdet her fremadrettet - forudsat alt udvikler sig som håbet.

Farmand til kuldet kender jeg ganske godt - han er far til mit H kuld. Dem følger jeg tæt, og de er blevet de dejlige, sociale og selvsikre hvalpe/ snart unghunde jeg håbede på. Især de sociale egenskaber er fantastiske hos både mor og far ved dette kommende kuld. Vigtigt!

Nexus - far til H-kuldet, og snart et kuld mere i Sverige.........

Efter besøget der trillede vi videre. Min veninde Maria var også med - og nu skulle vi til træf på Åstorts Brukshundeklub. Vi skulle møde Ingela også - og snakke /træne en masse lydighed. Så 3 collienørder, 4 hunde, kaffe, kage, frugt - og en tom brukshundeklub. Så fåes det ikke meget bedre :)

Vi fik trænet, snakket en masse om træning, vendt verdenssituationen - og også taget billeder. Ovenstående billede af Nexus er fra i går. Jeg havde kameraet med.


Her ligger Fanny og Nexus side om side i Marias volvo. Den er bare noget sejere end min kia - og her havde vi gang i noget andet. Nok Ingela og hendes program :)

Nexus og Fanny er faktisk fætter/kusine. Fannys farfar er Nexus morfar.

Pragtfuld dag. Fanny var træt hjemme igen. Træning torsdag aften til sent - og så til Sverige hele fredagen og være på, hilse på en masse osv.

Så skulle man tro det sluttede der - men i dag kørte vi til Greve og trænede LP med Susanne og hendes border collie Sancy. Jeg tog også Donna med som stand in, hvis Fanny skulle være for træt.

Det var Fanny nu ikke. Når Donna sad der og gerne ville træne, så skal jeg love for den lille vågnede op. Gik FVF med halen helt oppe i nakken og helt ude på det sorte af neglene. Arbejdede faktisk flot ½ time, inden hun røg tilbage i løbetids-fniddermode.

Så - det er jo faktisk godt og til at blive klog af. Fremover kommer Donna med, og så får Fanny kun små korte sessions og kan kigge en masse på mormor. Jeg er sikker på det er vældigt motiverende :) De ahr været delt meget op og ikke trænet sammen, da den ene kræver en masse opstilling af rallyskilte m.m. - og den anden noget helt andet.

Varmen er også kommet nu for alvor. Har kunnet mærke på alle hundene ifm lufteture at tempoet er sat ned. Det er det samme hvert år - når varmen kommer for alvor skal de lige bruge nogle dage på at akklimatisere sig.

Jeg har lagt nogle resultater ind under "news". 2 flotte resultater i dag fra et par blå piger fra G-kuldet. Nu kører toget.............Vi skulle lige ind i maj, og nu er samtlige weekends booked hos dels herhjemme, dels rundt omkring. Der bliver SÅ meget gang i den i Lapinette-lejren.

Gaia fik en LP1 titel i dag. Super flot præstation. Har været med på sidelinjen, og vi har faktisk også trænet sammen undervejs trods stor afstand i dagligdagen. Jeg vidste de er super dygtige - men med en ung hund kan alt jo ske. Gaia fik ikke springet i dag, men derudover fik hun stort set kun 10 taller. SÅ flot en præstation!

Dermed kunne jeg holde mig eget lille jubilæum. 8 ½ år siden første kuld kom til verden - og i dag ramte vi arbejdstitel nr. 30 som mit opdræt har fået. Det er jeg godt nok stolt af!

Gaias søster Tesla fik et reserve cert i dag. Det fik Madonna også sidste weekend. Dermed har 2 hunde opnået reservecert, og 1 har fået cert. 7 har opnået CK på udstilling ( certificat kvalitet ).

I betragtning af hvor lidt jeg går op i at hundene skal kunne bruges til udstilling, er det da faktisk også ret fint.

Kaffen har været god i dag - også selv om jeg har været så speeded over alle oplevelserne, det var svært at sidde stille og drikke den :)

Men det gjorde til gengæld gavn i haven med den ekstra energi.

I morgen venter næste event for en hvalp af huset - og næste weekend skal jeg selv i sving - udover at køre til Sverige for research :D

Fanny - som hun som regel ser ud i fri ved fod. Også pt. trods efter-løbetidsmode.