Lapinettes blog

Lapinettes blog

Kolbøtter

april-juni, 2017Posted by Nette Wed, February 13, 2019 20:30:08
I torsdags lavede jeg et blogindlæg, der hed noget i retning af tilfreds.dk. Det handlede om det bare går SUPER med træningen. Prima og jeg havde været ude og gå spor med Iris fra schæferklubben - og vi fik så simpelthen så meget ros.

Af en eller anden grund blev det ikke gemt (?) Da jeg ville læse det igennem efter "gem" var det pist borte. Nå - sådan er det. Jeg gad altså ikke skrive det igen.

Næste morgen var det en helt anden virkelighed, jeg måtte se i øjnene.

Jeg går her og kigger på mine gamle hunde på 11½, 12 og 13 år, og mærker hele tiden efter, hvordan de har det. De har det godt.

Jeg har slet ikke overvejet, der kunne blive noget med de yngre.

Natten til fredag var Casey urolig og ville ud kontinuerligt. Jeg stod op 7-8 gange og lukkede hende ud. Hun satte sig som skulle hun besørge, men der skete intet.

På morgenturen fredag ( ned i skoven her ved siden af mit hus ) kunne jeg så pluselig se hun blødte bagtil. Ahhh - løbetid, tænkte jeg. Så var det derfor hun var så urolig.

30 sek efter måtte jeg sande det ikke var løbetid. Blodet løb ud af hende - det var en styrtblødning. Vi vendte straks om og hjemad - og hurtigt var hun smurt ind i blod. Det løb ned af bagbenene på hende, hen ad maven og der lå plamager på jorden efter os. Hun satte sig for at vaske sig og rettede sig op igen med blod i hele hovedet. Hele snuden var smurt ind. Op i panden - selv ørerne dryppede af blod.

Jeg undersøgte hende jo og konstaterede det kom fra skeden - og vi lignede hurtigt begge nogen, der havde været udsat for et trafikuheld. Jeg ringede til min dyrlæge og fik fat i en dyrlægestuderende. Sagde det var mig, og at jeg ville tale med en dyrlæge. "De har ikke tid - de opererer" var svaret. Okay,svarede jeg - og ringede videre til den lokale. Forklarede dem sagen, og de trak sig på opgaven - det var mere end de turde stå med. Så står man der med en hund der bløder ud over det hele, og er i risiko for at forbløde - og ingen kan hjælpe ??? Afmagten er stor :(

Jeg ringede til min dyrlæge igen - fik fat i samme fyr. Sagde det var mig igen - og nu græd jeg. I SKAL HJÆLPE MIG!!!! Jaja, sagde han - bare kom.

Jeg har prøvet en fødsel med en styrtblødning - Caseys søster - hvor vi fik at vide, at var vi kommet 2 min senere, var hun død. Det her blødte mere, syntes jeg. Jeg var ikke sikker på Casey ville overleve turen.

Men hende i bilen, og bare af sted. Endnu en gang babu udrykning til Ølby.

Da jeg kom frem, var min dyrlæge klar. Casey ind og blive scannet. Kæft, hvor så hun ud. Totalt indmurt i blod :(

Min dyrlægen er verdens bedste. Det var bare ham den dyrlægestuderende i tlf. der ikke havde formuleret sig helt smart, tror jeg. "En anden gang kommer du bare" fik jeg at vide - "du behøver ikke ringe først".

Nina scannede - og fandt på 2 sek en kæmpe tumor på livmoderhalsen. Det var den der var sprunget, og nu stod blodet bare og pulsede ud.

En tumor ?? Cancer ???

Svaret var ja. Men ikke umiddelbart en meget aggressiv form. Det kan man åbenbart se på konturen.

Åha altså - lille Casey. Verdens bedste lille blå pige. Bliver 9 år til maj - slet ikke til at rumme.

Dyrlægen sagde hun havde en chance. Måske. Man kunne sterilisere hende, og få tumor med ud. Hun mente ikke umiddelbart der var metastaser.

Ja - men så gør vi det!! Og jeg kørte hjem og lod Casey blive tilbage. Det skulle ske ret hurtigt, pga blodtab. Hun ville dog ryge i væske et par timer først, for at stabilisere hende og kompensere for det blodtab hun havde haft.

Åha - sikke en dramatisk morgen, og hvor gik det bare hurtigt. Mig hjem uden Casey - og nu med en diagnose på cancer.

De ringede over frokost - nu var hun åbnet og de kiggede på det. Det var kompliceret. Tumoren kunne ikke lige pilles ud, idet den faktisk sad indlejret i skeden - og omsluttede urinrøret. Havde det været et menneske havde man fjernet det hele og personen var endt med en pose på maven. Det kan man ikke med en hund.

De ville underbinde det blodkar der stod og pulsede og så sterilisere Casey, idet tumoren hentede sin blod og hormonforsyning fra livmoderen. Dermed kunne man håbe på at stække den så meget, så den efterfølgende ville trække sig sammen og ikke være til gene.

ja - go for it, sagde jeg - og de stor efterfølgende 2 kirurger og en sygeplejerske og opererede på Casey. Den ene dyrlæge åbnede hende fra mavesiden og steriliserede.Den anden gik op gennem skeden og underbandt det blodkar på tumoren, der stod og tæskede blod ud.

En tumor har øget blodtilstrømning og den har var spændt til bristepunktet, så det væltede ud med blod.

De ville gerne beholde hende om natten - men operationen var gået godt.

Dagen efter fik jeg hende hjem - overraskende frisk og med glimt i øjnene.

Jeg nåede at have hende hjemme 2 timer - så stod jeg med en ny styrtblødning. Jeg anede ikke om det var en syning der var gået eller hvad det var - så endnu en babu tur til Ølby.

Det var sandsynligvis et sidekar, der var sprunget. Nu blev hun indlagt, for hun måtte være under opsyn 24/7 - og så hun hurtigt kunne få hjælp, hvis mere skulle opstå.

Endnu en gang meget voldsomt. Hun sad i entreen, vaskede sig - rettede sig op, og så gik "blodet". Fuldstændig når man ser på amr. film at vandet går hos en fødende kvinde. PLASK, sagde det - bare med blod. Hele entreen lignede et slagtehus. Jeg satte snor på - og kørte. Så måtte jeg gøre rent, når jeg kom hjem ( og det gjorde min søde søn så inden jeg kom hjem <3 )

Endnu en gang måtte jeg lade Casey blive tilbage, og hun endte med at bliver der et par døgn. Men jeg fik et par daglige updates dernedefra. Casey syntes ikke det var über fedt at sidde i bur - hun er en selskabspapegøje, sagde min dyrlæge. Så Casey kom med rundt. Med op og se TV i pauserne i vagten, og hyggede sig helt gevaldigt. "Hun virker vældig tilfreds med at være her - ikke ked af det eller noget. Hun vil bare gerne være med". Jeps - det er Casey i en nøddeskal - hun ELSKER mennesker og selskab!

Verdens bedste dyrlæge!! Hvis ikke jeg har sagt det gør, bør det bestemt gentages.

Ikke flere blødninger, så i forgårs kom Casey så endelig hjem.

Nu er det så spændende, hvad der sker. Tumoren skulle gerne skrumpe, når den primære blodforsyning er lukket af. Hormonforsyningen ditto. Det er i al fald den chance hun har - at den gør det. Men cancer er noget uforudsigeligt lort, så ingen ved om det sker. Så det eneste jeg kan gøre her, er at forkæle hende og holde hende totalt i ro, for at undgå flere blødninger.

Trods det, kom der en mindre en i går. Jeg fik hende ned og ligge og så stilnede det af. Dyrlægen ville ikke kunne gøre noget alligevel.

Vi tager en dag ad gangen. Jeg har nok brugt 6-7 timer i døgnet på at google cancer, og hvad man evt selv kan gøre. Der er visse tilskud man kan prøve, når det er hormonpåvirket cancer som Caseys er. Dem får hun nu. Uanset hvad det ender med, vil jeg kunne se mig selv og hende i øjnene og sige jeg har gjort ALT.

- og så håber vi det ender godt.

Nogle hårde døgn. Siden fredag har vi levet i et vakuum. I dag var første dag hvor jeg stod op og følte mig udhvilet og med ro i hovedet.

Prima, Fanny og Donna er blevet trænet godt og grundigt, og Casey og de 2 gamle har fået godbidssøg i hele haven. Nu sover hele koret og jah - jeg drikker kaffe og opdaterer her.

Utroligt så hurtigt verden kan slå en kolbøtte.

4 vindblæste vovser - Casey til højre.