Lapinettes blog

Lapinettes blog

Når verden står stille

april-juni, 2017Posted by Nette Sat, April 27, 2019 23:13:36
Fuldstændig vindstille - ikke et blad rører sig på træerne. Det føles om at tiden står stille. Overskyet, lunt - og ikke en fugl i miles omkring lader høre fra sig. Alt er stille. Kender I de dage ?

Sådan en har det været i dag - og jeg elsker dem. De maner til eftertanke, på et eller andet mentalt plan. Efter en lang periode med godt vejr og gøremål fra morgen til aften, kan det være en utrolig kærkommen ting, med en dag, hvor verden står stille. Man ryger i et andet gear. Pludselig er der tålmodighed og ro i sindet til at sidde og pille kedeligt ukrudt ved håndkraft, og man reflekterer så godt imens.

Det var rigtig rart med sådan en dag i dag. I går måtte jeg sige farvel til Andrea ( mere beskrevet under "news" ), og det har føltes helt rigtigt at bruge en dag på at reflektere over den oplevselse, samt de mange gode år med hende. Det er ikke noget, som er overstået på en dag - men det var rart tiden og omstændighederne var til det i dag.

Her er utroligt tomt. Andrea var gammel, og jeg trænede ikke med hende mere og har ikke gjort det på seriøst plan i mange år. Alligevel har hun fyldt utroligt meget herhjemme. Hendes hale logrede konstant - som man ofte ser hos labrador. Evig-glad og mega social. Hun elskede mennesker - og besøg. Husets gæster, var hendes gæster. At en collie skulle være reserveret, har hun heldigvis aldrig læst noget om - hun ville have rystet på hovedet af forbavselse.

Jeg er ked af det - mere end jeg havde regnet med jeg ville være. Hun var altid omkring mig - hun har i alle årerne sovet enten ved mine ben her i stuen - eller lige ved siden af min seng om natten. Som sagt - mega social. Så her er tomt.

Hendes oldebarn Sheeba ( fra I kuldet ) flyttede ind fredag eftermiddag til weekend-pasning,hvor jeg så måtte akut af sted med Andrea nogle få timer senere. Men på en eller anden måde, føles det rigtigt fint. Sheeba og Prima leger og deres livsglæde er smittende.

Her til aften i dag, tog jeg Prima, Sheeba, Fanny og Casey med på luftetur på Fælleden om hjørnet. Det er et stort fritløbsområde, hvor mans snildt kan gå rundt i nogle bakker en times tid, uden at være samme sted 2 dage. Der kan vi godt lide at komme.

Da vi kommer tilbage til bilen, står der 3 mennesker med 2 collier på P pladsen. Jeg har tilfældigt mødt kvinden og den ene collie tidligere. Nu var hun i selskab med sin mand, og de havde lige for nylig fået en tæve på 4 år også.

Nååååårhhh, sagde manden - og spurgte om han måtte hilse på mine hunde. Ja da - men de kysser måske lidt hårdt :D Det tog han pænt, og satte sig ned og snakkede med hundene, som blev vældigt fornøjede over opmærksomheden. Det blev jo til noget snak - og de var helt paf over Casey var 9 år - hun lignede slet ikke en på den alder. Nope - de bliver gamle i den familie, svarede jeg - jeg har lige sagt farvel til hendes mor i går. Hun blev 13½. Åhhh - det er jeg ked af, sagde manden - det har vi også prøvet, og så fik jeg et spontant kram.

De havde mistet en collie på knap 2 år pga nyresygdom - så de kendte det i den grad også.

Det er forfærdeligt at måtte sige et sidste farvel. Jeg kan dog trøste mig med Andrea ( og også Gimli og Honey ) alle er blevet vældigt gamle collier, som har et langt og godt liv bag sig. At måtte sige farvel til en ung hund, må være så meget værre.

Det er sjovt at møde 2 fremmede mennesker, som så også er collie-ejere, og vupti - så er man bare på bølgelængde.

Forleden vaskede jeg Mozart fra mit første kuld. Han er Donnas kuldbror, og de bliver 12 år her i oktober. Han er super frisk og fin - og ingen i det kuld lider af videre gigt eller andet, så de ser super godt ud. Jeg tjekker altid mine hvalpe igennem, når jeg vasker dem. Laver en lille a casual sundhedsundersøgelse, som jeg nu kan med mine amatør-hænder. Jeg har dog fundet mange ting gennem tiden, så det er godt givet ud. Knækkede tænder, tandsten som burde fjernes, små sår, der skulles holdes øje med, hot spot eller begyndende hot spot osv. Mozart blev også tjekket igennem, og der fandt jeg desværre også noget.

Hans ene testikel var 3 gange så stor som vanligt, og den anden var skrumpet og føltes gele-agtig. Det ved jeg jo godt, hvad er. Hyppigste cancer-form for ældre hanner :( Da jeg vaskede ham sidst, var alt normalt.

Så mens jeg blowede og børstede havde jeg nogle overvejelser, om jeg skulle sige det til ejerne eller ej. Han er snart 12 år ..........Jeg besluttede mig for at sige det, for valget er deres - hvad der videre skal ske.

De blev, som ventet, noget betuttede - og ville tage forbi dyrlægen, hvad jeg syntes de skulle. Så måtte de i samråd beslutte hvad de ville nu. Dyrlægen syntes han var super frisk ift alder - og tog en blodprøve med henblik på blodprofil. Den var super fin - alle værdier i top. Så de har besluttet at kastrere ham. Det sker her primo maj.

Han virker bestemt ikke som en på 12 år - ligesom søster Donna, så nu krydser jeg fingre for de kan fjerne alt skidtet, og han har nogle gode år foran sig.

Nu er ringen ved at være sluttet. Mit første kuld nærmer sig de 12 år - og fra nu af vil der måske komme hvalpe til hvert år - men der vil også være nogle gamle vovser, der får skavanker. Indtil nu har der "kun" været tilvækst, bortset fra nogle enkelte. Nu er der pludselig nogle gamle vovser, man kan gå og bekymre sig om - og ja, det gør jeg.

Donna og søskende har jeg alle et tæt forhold til, og ser jævnligt. Søster Sweety har også lige været forbi i sidste uge og næste uge skal jeg op til Luna.

Man kan tænke mange tanker og mærke meget efter en dag, hvor verden står stille. Hvor luften er som ladet med elektricitet og en indre ro bliver påduttet udefra.

Jeg savner Andrea, men sikke en gave at have haft så mange gode år med hende. Det vil jeg altid bære med mig. Udover glæden ved at følge hendes børn, børnebørn og oldebørn!